Anders Bisgaard og Kresten ‘El Toro’ Nielsen er blandt de fire danskere, der allerede har sikret sig et finalebord i den igangværende SCOOP-festival. Nu har endnu et par af dansk pokers profiler chancen for at gøre det samme, når andendagen af seriens dyreste Players Choice-tour, den $700 dyre Progressive Super-Knockout, løber af stablen i aften fra klokken 19.00.
Læs også: ‘El Toro’ sikrer fjerde danske SCOOP-finalebord
I alt 1.360 spillere havde fundet vej til turneringen i går aftes, og da spillet blev indstillet efter 8,5 timers effektivt spil, resterede 151 spillere. Heriblandt er altså tre danske drenge, der i aften skal forsøge at spille sig til årets første, danske SCOOP-sejr. Det drejer sig om landets bedstrangerede onlinespiller, én tidligere EPT-vinder og en tidligere Sunday 6-max-vinder.
For at starte bagfra formåede ‘RealCrapDad’ at spille sig videre som bedste dansker. På 17 levels formåede han (eller hende) at forvandle startstacken på 10.000 til 126.605 chips, og det bringer den virkelige dårlige far ind på en øjeblikkelig 37. plads i turneringen. Til gengæld har ‘RealCrapDad’ ikke sikret sig en eneste bounty endnu, men mon ikke det kommer i løbet af andendagen.
Næstbedste dansker er Simon ‘IgorKarkarof’ Rønnow, der i allerhøjeste grad var i knockout-humør i går. Danskeren har allerede indspillet sig $1.600 i bounty, og har desuden 55.280 chips med videre til finaledagen, så der skal nok blive rift om hans chips, da hans egen bounty således også nærmer sig de $2.000.
Endelig er Jannick ‘bajawa’ Wrang også videre. 48.759 chips betyder en placering akkurat i top-100, men med godt halv average skal der alligevel arbejdes en sjat, når spillet genoptages. Blinds starter på 800/1.600 – 200, så den tidligere EPT Campione-vinder har altså små 30 big blinds at drible med fra start. Spillet genoptages klokken 19.00, og PNN følger naturligvis op på danskernes færd i jagten på førstepladsen på mere end $78.000.