Heller ikke Mads ‘Mr Longhit’ Bertelsen blev i går den første dansker til at sikre sig en SCOOP-titel i år, da han glippede to chancer i favoritdisciplinen Omaha Hi/Lo. Både i den $27 dyre low-udgave af SCOOP-turnering #39 – No Limit Omaha Hi/Lo – og i den $215 dyre mid-udgave af samme slags lå danskeren til midt i feltet, men formåede dog aldrig rigtig at få sat turboen til, og måtte se sig selv elimineret vel før finalebordene. Bedst endte det i $27’eren, hvor det blev til en 14. plads og $562, mens 23. pladsen i mid-udgaven kastede $1.313 af sig.
Læs også: SCOOP: Mads ‘Longhit’ Bertelsen videre med to skud i favoritdisciplin
Med bare tre dage tilbage af årets festival, begynder chancerne for en dansk topplacering at falde gevaldigt, men heldigvis har to skrappe turneringshajer hver sikret sig et fredags-skud i den $1.050 dyre NL Hold’em Progressiv Super-Knockout-turnering, der altså skal afgøres fra i aften klokken 19.00.
Younas Rønhoff var så sent som i januar måned på podiet i Thursday Thrill, og med 181 mand tilbage af de 1.559 deltagere er han stadig med i kampen om endnu et finalebord i denne specielle SCOOP-udgave. Rønhoff har under nicket ‘cocoojones’ 44.620 chips foran sig før aftenens afgørelse, hvilket for nuværende rækker til en placering som nummer 125.
Ikke langt efter ligger sidste års DSMPT-vinder, Morten Hougaard Jespersen, der under navnet ‘Houbanan’ ligeledes fik sneget sig med videre til andendagen. 31.730 chips har “bananen” med videre, hvilket godt nok kun er en tredjedel average, men stadig beløber sig til små 18 big blinds. Forhåbentlig kan en af de to danske pokerproer sikre sig en hurtig dobling, og cruise mod endnu et dansk finalebord.