Så blev Dan Bilzerian og Bill Perkins’ velomtalte cykelbet endelig skudt i gang, da Bilzerian i går rullede ud fra Las Vegas strip på vej mod sit hjem i Hollywood, Los Angeles, og nu – mere end 30 timer inde i væddemålet – ser det overordentligt godt ud for Bilzerian.
Læs også: Bilzerian satser G4 jetfly i cykelbet: – Dette er ingen joke
Lige fra starten har fans og andre interessenter kunne følge bettet tæt på hjemmesiden www.48hourbet.com, hvor der er lagt alt fra billeder til drone-optagede film op af forløbet, og seneste melding lyder, at ‘Kongen af Instagram’ for alvor er tæt på nu. Bilzerian ramte nemlig kort før solnedgang den geografiske grænse, hvorfra Los Angeles Police Department opretholder ro og orden, og med tilpas mange skillinger på lommen, kan man naturligvis snildt få de lokale myndigheder på sin side i et $600.000 cykelbet. Således har rigmanden politieskorte de sidste 18 timer af bettets varighed, og behøver altså hverken bekymre sig om trafik eller lyssignaler, men skal blot sørge for, at trampe tilpas hurtigt i pedalerne.
Udover politiet har Bilzerian naturligvis også sit mere end 10 mand høje team med sig på vejene, så der er tale om en reel kortege af biler, der kører henholdsvis foran og efter den småspøjse sofacykel, der har assisteret Bilzerian på det meste af rejsen.
Præcis hvor mange kilometer, der mangler, er uvist på nuværende tidspunkt, men omkring 100 kilometer synes ikke helt skævt. Dan Bilzerian har til cirka midnat dansk tid til at nå sit hjem, hvilket bestemt synes muligt.