I weekenden offentliggjorde Wikileaks 11,5 millioner dokumenter, der udpensler oplysninger om skatteunddragende virksomheder fra hele verden. En lang række magtfulde statsledere og kendisser er allerede blevet fældet af dokumenterne fra advokatselskabet Mossack Fonseca, og nu er ejeren af verdens største pokerside – Amaya og direktør David Baazov – så blevet kædet sammen med de såkaldte ‘Panama Papers’. Det skriver Calvinayre.com.
Blandt de listede selskaber i Panama Papers er Zhapa Holdings Inc., der er et selskab på de Britiske Jomfruøer. Selskabets største kunde er IMF Network, der har hovedsæde i samme by som Amaya, Montreal, men det er nok rettere det faktum, at en af Zhapa Holdings hovedaktionærer er David Baazovs søster, Goulissa Baazov, der for alvor får alarmklokkerne til at ringe.
En anden af Zhapas aktionærer er Isam Mansour, der i 2010 fik inddraget sine rettigheder til at handle med aktier, efter han blev kædet sammen med mistænkelig handler med Amaya-aktier tilbage i 2010.
Læs også: Sigtet Baazov tager orlov fra direktørpost i Amaya
Det er ikke meget mere end en uge siden, det kom frem, at Amaya-direktør David Baazov har taget orlov på ubestemt tid. Det kommer i kølvandet på en sigtelse om insider-trading på baggrund af undersøgelser fra Autorité des marchés financiers (AMF) i Quebec, Canada. Det er på nuværende tidspunkt uvist, hvorvidt de nyligt fremkommende oplysninger kan hjælpe AMF i deres sagsanlæg mod rigmanden.