Mens det almindeligvis vrimler med flotte, danske resultater på EPT-touren, så er det sjældent vi kan kippe med flaget over rød-hvide bedrifter på World Poker Tour. Langt de fleste WPT-turneringer spilles nemlig på tværs af atlanten, hvilket selvsagt kræver lidt mere forberedelse, end at hoppe på flyet til London, Prag eller Dublin.
Ikke desto mindre har vi som nation en enkeltmandshær udsendt til det igangværende WPT Seminole Hard Rock Poker Open, der i disse dage synger på sidste vers i Hollywood, og her har den danske turneringsspecialist Frederik Brink fået logget et par rigtig fine resultater. I den $3.500 dyre WPT Showdown med $2 millioner garanteret var Brink således med helt til tredjedagen, hvor han desværre måtte tage til takke med en 62. plads ud af de 1.222 deltagere. Det beløb sig til et nydeligt cash på $9.855, men det formåede han imidlertid at overgå få dage senere.
I mandags spillede danskeren nemlig en $1.100 turbo-sideevent, og her blev det ikke bare til en plads på finalebordet men endda en podieplacering. Ud af de 177 deltagere endte Frederik Brink således på en tredjepladsen, efter desværre at måtte have overladt heads up-spillet til amerikanske Mark Dube og østrigske Jan Eric Schwippert.
For bedriften fik Brink $17.700, men når man ser på udbetalingsstrukturen, må det alligevel skære lidt i hjertet, at det ikke blev til en plads blandt de sidste to. Mark Dube endte således med at få $30.090 for sin andenplads, men Schwippert trak det længste strå, og kan flyve hjem til Wien med $51.328 i lommen.